Pressemeddelse

Foreningen Ulvetid ser med tilfredshed, at der nu efter lang tids venten er rejst tiltale mod den mand, der d. 16.april i år forsætligt skød og dræbte en ulv ved Ulfborg. Vi finder anklageskriftet klart og præcist, Tydeligvis ser myndighederne meget alvorligt på den begåede forbrydelse. Man påpeger således, at der er tale om overtrædelse af både naturbeskyttelsesloven og jagtloven. og at der er tale om strafskærpende omstændigheder.

Anklageskriftet lægger op til, at anklagede straffes med fængsel. Vi ser med tilfredshed, at denne sag, den første af sin art i Danmark, i sit anklageskrift ser ud til at lægge sig på linje med de retssager, der har været i udlandet, eksempelvis Tyskland og Sverige, og hvor ulovligt drab på ulve er blevet straffet ganske hårdt.
Ulven er totalfredet, og Danmark har tilsluttet sig internationale direktiver, der skal beskytte ulven. Den danske sag er enestående i forhold til det konkrete hændelsesforløb og dokumentationen herfor, og vi kan ikke få øje på nogen form for formildende omstændigheder såsom nødværge, eller at gerningsmanden var på jagt og forvekslede ulven med et andet dyr eller lignende.

Foreningen Ulvetid ser nu at den anklagedes forsvarer, Jan Schneider, på den ene side beder om ro omkring sagen, indtil den kommer for retten d.28.september, men samtidig går forsvareren nu selv til pressen og forsøger at påvirke sagen, idet han over for TV2 via finurligt juristeri sammenligner drabet på ulven med et drab på f.eks. den fredede hasselmus. Usaglige og populistiske argumenter har i høj grad skændet den danske ulvedebat. Foreningen Ulvetid vil advare imod at dette fortsætter, nu hvor juraen skal afgøre denne alvorlige sag.

Foreningen Ulvetid ser frem til en ren og fair retssag og domfældelse, hvor strafferammen udnyttes i videst muligt omfang. Hvis ikke det kan ske i denne sag må, vi stille spørgsmålet, hvad der så skulle til af yderligere belastende forhold, for at strafferammen kunne udnyttes til sit maksimale?

Foreningen Ulvetid