Møte på den norske ambassade fredag den 27. november 2020
Den 27. november har Ole Pedersen og jeg, Helle Juntermanns, som representanter for foreningen «Ulvetid» haft den glede at treffe Aud Kolberg, ambassadør for Norge, på den norske ambassade i København.
Baggrunden for vores henvendelse er en sterk bekymring over den norske regerings forvaltning af de fem store nordiske rovvildtarter, især rovvildtnævnenes ansøkning om tillatelse til at skyte rovdyr, selv om de er fredede /rødlistede iht. Bernkonventionen. Likevel er vi mye bekymrede over måten, som dyrene jages på – fra helikopter og snescooter, som gir dårlig siktemulighet og stor risiko for skamskytning, samt hi-uttak og drap på rødlistede jerver mm.
Som ulveforening gælder vores henvendelse imidlertid primert ulve.
Det er sterkt problematisk at skyte ulve.
Der er i forveien mye få rovdyr tilbage i naturen i det hele tat (ville dyr udgør kun 4% af alle verdens pattedyr), og mye få ulve i Norge, som ellers ville være et ideelt ulvehabitat.
Ulve er til gavn for økosystemet. Ulve tar syke eller svake byttedyr, fx kronhjorte og sørger derved for, at de svakeste ikke får mulighed for at give deres gener videre og at syke dyr ikke skal igennem et langt forløb før de dør af sult eller utmattelse.
Når ulve skytes, ødelegges familiestrukturen i flokken. Det betyr stor lidelse for ulve, som er sociale dyr, der sørger over tab.
Mennesker har brug for naturen – med de tilhørende rovdyr. 70% af befolkningen er positive eller meget positive til ulv og anser den som en representant for den ekte, ville natur.
Ulvetid anser det for urimeligt, at alle de, som holder af naturen og forsøker at passe på og bevare den, skal intimideres af nogle få, som finder fornøyelse i at skyte sjeldne rovdyr.
Officielle begrunnelser for at skyte ulve:
- Beskyttelse af beitedyr.
Cirka 2 millioner sauer og lam slippes vert år på beite. Heraf kommer cirka 100.000 ikke tilbake, og for langt størstedelens (omkring 83.000) vedkommende skyldes det sykdom, parasitter, ryggvelt eller ulykker, mens bare rundt 17.000 bliver tat af rovdyr. Af disse er ulven årsak til cirka 1.500- 2.000 tilfelle., (se nedenstående link fra regeringens egen hjemmeside):
https://www.regjeringen.no/no/aktuelt/sporsmal-og-svar-rovviltforvaltningen/d2625129/#Spm11)
Ut af 2 millioner sauer og lam bliver altså MINDRE enn 2000 tat af ulve. Likevel angis dette som et vesentligt argument for at skyte ulve!
Paradoksalt nok hjelper det ikke engang tamdyrene at skyte ulve – tvertom. Sannsynligvis stiger antallet af angrep på tamdyr (beitesdyr) når ulvefamilier splittes op og unge, uerfarne ulve skal jage alene og må finde mindre byttedyr som fx. forsvarsløse sauer.
Det tomme revir forblir heller ikke tomt lenge, før nye ulve kommer til, og så er man like langt (bortset fra, at ulve har mistet livet eller mistet familjemedlemmer til ingen verdens nytte).
- Beskyttelse af mennesker.
Noen mennesker har en instinktiv angst for ulve. Det er på sin vis forståeligt, for ulven er et stort rovdyr, som igennem tiden er blevet draget i miskredit i eventyr og gammel folketro.
Men ulven har ikke gjort sig fortjent til det dårlige rykte. Ulven er ufarlig for mennesker. I Europa har ville ulve har ikke gjort sig skyldige i et eneste angrep på mennesker igennem de seneste 50 år. Det henger hovedsagelig sammen med, at vi ikke lengere har rabies i vores del af verden og at utbuddet af byttedyr er rikt.
Således er frykten for ulv i vore dage helt ubegrunnet. *
- Beskyttelse af jakthunde.
I Norge er det tillatt at jage med løse hunde. Normalt vil ulve ikke nerme sig hunde, der er sammen med mennesker, men under denne jaktform sendes hunden(e) alene ind etter viltet og kommer derved til at løpe alene, langt fra eieren sin. Ulven vil opfatte hunden som en rival og jage den bort eller drepe den.
Argumentet om beskyttelse af jakthunde kan derfor ikke helt afvises – men spørrsmålet her er, om denne jaktform med løshunder fortsat kan tolereres i vore dage? Der er meget store dyreetiske problemer med løshundejakt, for det er ikke bare ulve, der er farlige for bikkjerne; vert år bliver hunde drept eller alvorligt såret af elge, villsvin, gaupe mfl. fordi jegeren med al sin avancerede teknik befinner sig langt fra kampplassen.
Under alle omstendigheter vil drap på ulve ikke endre meget på bikkjernes skebne, så heller ikke dette argument er spesielt troverdigt.
Ambassadøren kunne godt se saken fra vor side, men mente ikke, at det ville være mulig at endre meget på jakt og jaktmetoder fordi jakten har stor betydelse for det norske samfund. Desuten var ambassadøren enig i den beslutning, Stortinget har truffet om, at en vis regulering af ulvebestanden er nødvendig for at sikre, at antallet af ulve ikke blir for stort.
Fra Ulvetids side gjorde vi opmerksom på, at ulvebestanden normalt regulerer sig selv. Er der for mange ulve i et bestemt revir, vil nogle ulve blive jaget bort, andre forlader frivilligt området for at finde en mage et andet sted og selv grundlegge et nyt revir. Vi er således ikke enige i, at en regulering i form af jakt er påkrevet.
Hvem vil skyte ulve – og hvad er den virkelige baggrund?
Under henvisning til de tre punkter ovenfor, er det Ulvetids overbevisning, at der ikke finnes noen reel begrunnelse for at tillate drap på ulve.
Likevel krever rovvildtnemndene i år at få tillatelse til at skyte 59 ulve, heraf 32 ulve innenfor en sone, som ellers er bestemt til at være ulvesone. Dette kommer i tillegg til de 18 ulve, som allerede er skutt hittil i år. Rovviltnemndene har ikke begrunnet kravet om dette massedrap på en sterkt truet dyreart med annet end en henvisning til bestandsmålene, likesom det ikke har fremførts noen dokumentation for behovet for de omfattende drap. Men Trygve Westgårds (Ap / rovviltnemnda i region 4) uttalelse viser, vad det i virkeligheten dreier sig om. Forrige år hadde han først fremmet et forslag om at Hobøl-reviret skulle kunne felles, men trakk det like etterpå. «Jeg skjønte at jeg ikke fikk flertall for Høbol, så kom Mangen inn i stedet»
Dette er etter Ulvetids opfattelse hele pointen. Det handler ikke om frygtsomme borgere og ikke om beitenæringen, men utelukkende om at få tillatelse til at drepe ulve for jaktfornøyelsens skyld. Om det er Høbol eller Mangen – det betyder ingenting. Dyr har ingen egenverdi og teller kun som levende skyteskiver.
*) I forbinnelse med nedskytning af ulve som præventiv foranstaltning for at dempe bygdernes beboere samt for beskyttelse af sauer og lam tillater ”Ulvetid” sig etterfølgende at gøre opmerksom på sakerne om Slettås og senere Letjenna-flokken, som i årevis hadde levet fredeligt i nærheten af beboelse uten at ta beitedyr og uten at vise noen form for aggression overfor menneskene i bygden. Likevel ble der git tillatelse til at skyte begge flokkene.
På denne bakgrunn er det mye vanskeligt at se noen annen årsak til drapstillatelsen enn at jaktinteresser prioriteres høyere enn naturinteresser, til tross for, at nesten tre fjerdedele af befolkningen hører til dem, som hellere vil nyte enn skyte naturen.
Ambassadøren var imidlertid ganske sikker på, at der ikke ville bli givet tillatelse til at skyte alle de 59 ulve, som rovviltnemndene hadde lagt op til denne vinter, og påpekede, at der i de seneste år heller ikke var blevet skutt så mange ulve, som der reelt var givet tillatelse til. I øvrigt henviste ambassadøren til, at et enigt Storting på baggrund af omhyggelige undersøkelser var nået frem til, at der skulle være et vist bestandsmål for at sikre en gunstig bevaringsstatus, og at man derfor skulle kunne skyte ulve der bestanden lå over bestandsmålet.
Denne fortolkning af bestandsmålene er foreningen Ulvetid ikke enig i. Utover, at bestandsmålene er sat så lavt, at ulvebestanden konstant befinner sig på grensen til utryttelse, mener vi, at Rovviltnemndene bevidst ignorerer, at bestandsmålene iht. Bern-konvensjonen handler om det absolut minnste antal ulve der skal til for at sikre en gunstig bevaringssattus – altså et mindstemål, og ikke et maximum.
Bestandsmålet for ulve er på 340 for den samlede norsk-svenske population, hvoraf Norge skal have de 40. Som nevnt er tallene er det absolutte minimumstal som er nøtvendig for at opretholde ulven i gunstig bevaringsstatus. Men minimumstallet, som bygger på rapporter udformet af forskere, er baseret på jævnlig indvandring af ulve fra Finland og Rusland. Noet som kun sker ytterst sjeldent. Resultatet er, at den skandinaviske population er ytterst genetisk sårbar i forhold indavl. Problemet forverres, når der skytes så mange, at bestanden holdes kunstigt nede.
Hvordan kan man efter vores mening afhjelpe problemet?
Borgere kan man informere. Angst for det ukennte er ofte stor, men det hjelper at få information om det, man frykter. Ulve er ikke farlige for mennesker og ingen mennesker er kommet noet til i de områder, hvor ulven nå er vendt tilbake. De fleste mennesker er som nevnt også positive i forhold til ulv. Ambassadøren mente, at konflikterne i forbindelse med ulven likevel hadde noet at gøre med forholdet mellem by og land – at landboere ikke ønsker at disse «altanspesjalister» skal belære dem om rovdyr, som de ikke selv har i byen.
Ambassadøren og Ulvetid var dog enige om, at der måske er et skifte på vei, da mange unge mennesker, som er fortalere for klimaet og ulven, nå bor på på landet, mens mange jegere, som er motstandere af ulven, bor i byerne. Ambassadøren kunne også fortelle om en kvinde, som var leder af en ulvepark lige uten for Oslo, og som hadde helliget sig arbeitet med at formidle information om ulven. Parken er et yndet udfluktsmål for Oslos indbyggere.
Ulvetid så gerne, at jakt med løse hunde begrensedes. Af etiske grunde burde løshundjakt kanske helt afvikles. Ambassadøren mente dog, at dette ville være vanskelig at få gennemført, da tradisjonen med løshundjakt ligger dybt i den norske jegerstand.
I denne forbinnelse ser Ulvetid rovviltnemndenes sammensetning (med en stor andel af jegere og andre, som har en personlig eller kommersiel interesse i tillatelse til at skyte de fem store rovdyrarter) som kontroversielt grensende til inhabilitet. Ulvetid skulle anse det for betydlig mere hensiktsmessigt om nemndene kunne omstruktureres, så de fremover kommer til at bestå af personer med et biologisk fagligt funderet natursyn.
Foreningen Ulvetid hører desverre ofte, at Norge af mange opfattes som et land, der ikke tar vare på naturen men misbruker den for kommercielle interessers og jegeres fornøyelsers skyld. Ambassadøren var ikke enig i denne betraktning og henviste til, at Norge blot forsøker at bevare naturens mangfoldighed. Eksempelvis kunne det bli nøtvendigt at tynde ut i sælbestanden, fordi sælerne tog mange fisk. Troféjakt eksisterer ifølge ambassadøren ikke i Norge
Hvad håber foreningen «Ulvetid», at ambassadøren vil kunne gøre?
Foreningen Ulvetid håber, at ambassadøren vil kunne viderebringe bekymringen vor til de rette instanser med henblik på en mere naturbevarende rovdyrpolitik fremover.