Læs svaret fra justitsministeriet under klagen:

Læs den efterfølgende klage til EU her: https://www.ulvetid.dk/2022/09/16/ulvetid-klager-til-eu-over-manglende-og-forkert-implementering-af-habitatdirektivet-i-dansk-lovgivning/

Til justitsminister Mattias Tesfaye og Miljøminister Jea Wermelin

Jeg skriver til jer som formand for Foreningen Ulvetid, for at gøre opmærksom på at EU’s Habitatdirektiv ikke er implementeret korrekt i dansk lovgivning, hvilket Danmark er forpligtet til ifølge EU-traktaten.

Artikel 12 i Habitatdirektivet, som vises herunder, omhandler fredning af dyrearter på Habitatdirektivets bilag 4.

Artikel 12

  1. Medlemsstaterne træffer de nødvendige foranstaltninger til at indføre en streng beskyttelsesordning i det naturlige udbredelsesområde for de dyrearter, der er nævnt i bilag IV, litra a), med forbud mod:
  2. a) alle former for forsætlig indfangning eller drab af enheder af disse arter i naturen
  3. b) forsætlig forstyrrelse af disse arter, i særdeleshed i perioder, hvor dyrene yngler, udviser yngelpleje, overvintrer eller vandrer
  4. c) forsætlig ødelæggelse eller indsamling af æg i naturen
  5. d) beskadigelse eller ødelæggelse af yngle- eller rasteområder.
  6. For disse dyrearter forbyder medlemsstaterne opbevaring, transport eller salg af eller bytte med og udbud til salg eller bytte af enheder, der er indsamlet i naturen, med undtagelse af dem, der lovligt er indsamlet inden iværksættelsen af dette direktiv.
  7. Forbuddene i stk. 1, litra a) og b), samt stk. 2 gælder for alle livsstadier hos de dyr, der er omfattet af denne artikel.
  8. Medlemsstaterne indfører en ordning med tilsyn med uforsætlig indfangning eller drab af de dyrearter, der er nævnt i bilag IV, litra a). På grundlag af de indhentede oplysninger gennemfører medlemsstaterne de yderligere undersøgelser eller træffer de bevaringsforanstaltninger, der er nødvendige for at sikre, at uforsætlig indfangning eller drab ikke får en væsentlig negativ virkning for de pågældende dyrearter.

 Artikel 12 er implementeret i dansk lovgivning via Artsfredningsbekendtgørelsens §10 og § 11, Naturbeskyttelseslovens § 29a og Jagt og vildtforvaltningslovens §6a og § 7.

Ulven er på bilag 4 i Habitatdirektivet. Det til trods er ulven ikke beskyttet i dansk lovgivning, hvad angår forsætlig forstyrrelse og ødelæggelse af yngle- og rasteområder.

Eller sagt på en anden måde Habitatdirektivets Artikel 12 stk. 1 litra b og litra d, som er implementeret i dansk lovgivning via Naturbeskyttelseslovens §29a og Jagt og Vildtforvaltningslovens § 6a og §7, gælder IKKE ulven, til trods for ulven er på Habitatdirektivets bilag 4.

Naturbeskyttelseslovens §29a henviser til dyrearter på bilag 3 i loven. Jagt og Vildtforvaltningslovens § 6a og §7, henviser til bilag 1 i loven. Ulven er IKKE medtaget, på hverken Naturbeskyttelseslovens Bilag 3 eller Jagt og Vildtforvaltningslovens Bilag 1. Konsekvensen er at ulven ikke er beskyttet i dansk lovgivning på ovennævnte punkter.

Et andet problem er:

I den danske implementering er, at både ordlyden i Naturbeskyttelseslovens § 29a og Jagt og Vildtforvaltningslovens § 7 ikke er i overensstemmelse med ordlyden i Habitatdirektivet. Idet der i begge love foreskrives: ”De pattedyr hhv. dyrearter, der er nævnt i bilag 1 hhv. bilag 3, må ikke forsætligt forstyrres med skadelig virkning for arten eller bestanden”

Ordlyden i Habitatdirektives Artikel 12 stk. 1 litra b er ”forsætlig forstyrrelse af disse arter, i særdeleshed i perioder, hvor dyrene yngler, udviser yngelpleje, overvintrer eller vandrer”

Tilføjelsen i dansk lovgivning ”med skadelig virkning”, er i strid med Habitatdirektivet.

Ifølge de generelle juridiske betragtninger, punkt 2-7, i ”Vejledning om streng beskyttelse af dyrearter af fællesskabsbetydning i henhold til habitatdirektivet (2021/C 496/01)”, fremgår det at ”Dette betyder også, at nationale gennemførelsesforanstaltninger bør garantere fuld anvendelse af direktivet uden at ændre dets vilkår, selektivt at anvende dets bestemmelser eller tilføje yderligere supplerende betingelser eller fravigelser, som ikke er fastsat i direktivet.

Ovenstående vejledning er ikke juridisk bindende, men en vejledning i hvordan direktivet skal fortolkes og administreres. Det skal bemærkes at der henvises til tidligere EU-domme, som til gengæld er bindende for alle medlemsstater.

På den baggrund må det konstateres at tilføjelsen i dansk lovgivning ”med skadelig virkning”, som før skrevet, er i strid med Habitatdirektivet.

Foreningen Ulvetid imødeser Justitsministerens, og eller Miljøministerens reaktion på ovenstående.

Denne henvendelse fremsendes, dels i håbet om at de to nævnte problemer kan løses nationalt, og dels for at sikre dokumentation for at Foreningen Ulvetid har forsøgt at løse problemet på nationalt plan, i forbindelse med en eventuel henvendelse til EU-kommissionen.

Med venlig hilsen

Ole Pedersen

Formand

Foreningen Ulvetid

SVAR FRA JUSTITSMINISTERIET af 23. 05. 2020:

Kære Ole Pedersen

Justitsminister Mattias Tesfaye har bedt mig takke for din e-mail af 10. maj 2022.

Justitsministeren har i den forbindelse bedt mig oplyse, at de forhold, som din henvendelse vedrører, hører under Miljøministeriets ansvarsområde, og at han derfor ikke har mulighed for at gå nærmere ind i sagen. Justitsministeren håber i den forbindelse, at du vil have forståelse for, at han som minister accepterer den ansvarsfordeling, der er fastlagt mellem de enkelte ministerier.

Da det fremgår af din e-mail, at den allerede er sendt til Miljøministeriet, foretager Justitsministeriet sig ikke yderligere i anledning af din henvendelse.Med venlig hilsen
Benedicte Barslev Broen
Borgerenheden
Slotsholmsgade 10
1216 København K
Tlf.: 7226 8400
www.justitsministeriet.dk
jm@jm.dk

Svar fra Lea Wermelin (Bemærk Miljøministeriet har slået to henvendelser sammen, så svaret indeholder også noget om beskyttelse af ulvene i Danmark)

Kære Ole Pedersen
Tak for dine henvendelser af den 10. og den 24. maj vedrørende beskyttelse af
ulven og implementeringen af habitatdirektivet i dansk lovgivning. Din
henvendelse fra den 10. maj er samtidig sendt til justitsministeren, men da
spørgsmålet hører under Miljøministeriets ansvarsområde, besvarer jeg
henvendelsen.
Jeg vil indledningsvis gøre klart, at det er Miljøministeriets vurdering, at artikel 12
i habitatdirektivet er implementeret korrekt i dansk lovgivning. Jeg vedlægger et
bilag, hvor ministeriets juridiske fortolkning fremgår.
I din henvendelse af den 24. maj giver du udtryk for dine bekymringer omkring
høj dødelighed for ulve i Danmark, der kan rejse spørgsmål om faunakriminalitet,
og jeg vil i den forbindelse endnu engang understrege, at jeg betragter
faunakriminalitet som en alvorlig forbrydelse, der er fuldkommen uacceptabel –
også når det gælder ulve.
I henvendelsen fremhæver du Stråsø-området som et eksempel på et område med
en høj dødelighed for ulve og en lav ynglesucces. I forhold til Naturstyrelsens
afspærring af området kan jeg henvise til mit tidligere svar på Miljø- og
Fødevareudvalgets spørgsmål nr. 621 (alm. del), hvori Miljøstyrelsen orienterede
om, at etablering af afspærring ifm. ulvens yngletid sker med udgangspunkt i det
faglige notat ”Ulvens sårbarhed over for forstyrrelser i yngletiden”, der er
udarbejdet i 2020 af DCE – Nationalt Center for Miljø og Energi ved Aarhus
Universitet. Naturstyrelsen har i samme svar orienteret om, at der kun er
konstateret ganske få ikke alvorlige overtrædelser af adgangsbegrænsningerne.
Besvarelsen af spørgsmålet kan findes på Folketingets hjemmeside her.
Regeringen undersøger løbende muligheden for at igangsætte flere tiltag, der kan
medvirke til at sikre beskyttelsen af ulven. Jeg har i et tidligere svar til dig fortalt
om de nye initiativer, som Miljøstyrelsen implementerer i indeværende år –
herunder blandt andet projektet med GPS mærkning af de danske ulve, der kan
hjælpe med at kortlægge ulvenes færden og adfærd i Danmark. Jeg har ligeledes
nævnt den lovgennemgang, som Miljøministeriet arbejder på lige nu, i hvilken
forbindelse de nuværende rammer for faunakriminalitet bliver gennemgået. På
baggrund af denne analyse vil der blive udarbejdet forslag til egnede og effektive
tiltag ift. at imødegå faunakriminalitet.
2
Afslutningsvist vil jeg takke for dine forslag til yderligere tiltag til beskyttelsen af
ulven, som vil blive videreformidlet til Miljøstyrelsen.
Med venlig hilsen
Lea Wermelin

Bilag til svaret fra Miljøministeriet:

At habitatdirektivets artikel 12, stk. 1, litra b, er implementeret med tilføjelsen “skadelig virkning” i
naturbeskyttelseslovens § 29 a og jagt- og vildtforvaltningslovens § 7 er ikke udtryk for en forkert
implementering af bestemmelsen. Det fremgår af lovforslaget1
, som indførte hhv. § 29 a og § 7, at
forbuddet omfatter forsætlige forstyrrelser, der er skadelige for arter eller bestanden, hvilket også er i
overensstemmelse med EU-Kommissionens ‘Vejledning om streng beskyttelse af dyrearter af
fællesskabsbetydning i henhold til habitatdirektivet’ hvor det i punkt 2-37 er anført, at “en aktivitet,
der forsætligt forstyrrer en art i et sådant omfang, at det kan påvirke dens overlevelseschancer,
formering eller reproduktionsevne, eller som medfører beskadigelse af udbredelsesområdet eller
fortrængning af arten, bør anses for en “forstyrrelse” som omhandlet i artikel 12″. Ordlyden af den
danske implementering sikrer således den samme beskyttelse af bilag IV-arter, som artikel 12, stk. 1,
litra b, har til formål at sikre, da fokus er på forstyrrelser, som påvirker arten negativt.