(læs Lea Wermelins svar, og miljøministeriets bilag under Ulvetids henvendelse

Miljøminister Lea Wermelin

Ulvene forsvinder i en rate, som har fået forskerne for den nationale ulveovervågning i Danmark til at konkluderet at, Danmark har verdensrekord i ulvedødelighed, og ulvene bliver skudt af jægere i lokalområdet. En aktindsigt hos politiet sandsynliggør, at der ikke er sket en politimæssig efterforskning af de forsvundne ulve.

En ulv blev skudt i Stråsø for rullende kamera. Foreningen Ulvefrit Danmark hædrede efterfølgende gerningsmanden med en medalje og 60.000 kr. Konklusionen må være, at der er medlemmer i Ulvefrit Danmark, som mener, det er i orden at overtræde loven og skyde et fredet dyr, hvilket passer fint med forskernes konklusion.

På nuværende tidspunkt er mindst 13 ulve forsvundet sporløst. Ud af de 13 forsvundne ulve er de 8 forsvundet i Stråsø. Rent faktisk er der forsvundet tre revirhævdende ulvepar i Stråsø på ganske få år.

Det kan konstateres, at dødeligheden i Stråsøområdet er helt ekstrem høj som følge af illegal jagt/aflivning. Ifølge en videnskabelig rapport konkluderedes det, at ulvene bliver skudt. Da der er tale om en fredet art, burde det afstedkomme en reaktion fra Miljøministeren, som har det overordnede ansvar for beskyttelsen af ulvene, hvilket fremgår af Jagt og Vildtforvaltningslovens §47.

Spørgsmålet er, hvor mange ulve, der skal skydes, før du, som ansvarlig minister, reagerer. Som det er nu, er der fuldstændig frit spil for krybskytterne.

Der stilles krav i Habitatdirektivet om, at ulvene skal beskyttes EFFEKTIVT. Det må siges, at Danmark klarer den opgave usædvanlig dårligt. Danmark har verdens højeste døds-rate, når det kommer til ulve. Det til trods må det desværre konstateres, at myndighederne intet gør for at finde årsagen til ulvenes forsvinden.

I 2018, 2020 og 2021 kom der ingen ulvehvalpe, eller de forsvandt efter fødslen, hvilket er meget usædvanligt for etablerede ulvepar.

Årsagen til den manglende ynglesucces har på intet tidspunkt været forsøgt belyst. I Danmark lever beskyttelsen af ynglende ulve ikke op til kravene i Habitatdirektivet. De tiltag, myndighederne gør, virker ikke, fordi de er halvhjertede af hensyn til andre interesser. Både Danmarks Naturfredningsforening og Foreningen Ulvetid har påpeget den helt utilstrækkelige beskyttelse flere gange.

I en klage fra Foreningen Ulvetid til Naturstyrelsen, hvor der gøres opmærksom på problemerne med folk, der færdes ulovligt i det midlertidigt lukkede område, svarer Naturstyrelsen, at der stort set ikke kommer mennesker ind i det lukkede område. Det harmonerer meget dårligt med en skrivelse fra Naturstyrelsens Vicedirektør, Signe Nepper Larsen, til dig, hvor Naturstyrelsen oplyser, at den ulovlige færdsel i det midlertidigt lukkede område er betragtelig. Denne oplysning bakkes op af flere andre interne dokumenter hos Naturstyrelsen.

Begge dele kan jo i sagens natur ikke være rigtigt. Det er problematisk, at der ikke er konsistens i de informationer, Naturstyrelsen sender til Foreningen ulvetid og de interne dokumenter, der forefindes hos Naturstyrelsen.

Det er bekymrende, at du flere gange har gentaget, at vi er forpligtet til at passe på ulvene, men at du rent faktisk ikke gør noget effektivt for løse den opgave.

Ydermere kan man frygte, at når du som minister benytter enhver lejlighed til i klare vendinger at give udtryk for sin egen modvilje mod ulven, har det bidraget til at give krybskytterne en form for rygstød til deres ulovlige aktivitet.

Det tilkommer naturligvis ikke Foreningen Ulvetid at blande os i, hvordan myndighederne vil beskytte ulvene. Omvendt er vi stålsatte på at holde myndighederne op på de krav, der stilles i Habitatdirektivet og dansk lovgivning.

Vi mener, det ligger lige for at:

  • Afspærre områder med ynglende ulve i overensstemmelse med anbefalingerne fra DCE, hvilket ikke er sket til dato, idet der ikke er taget hensyn til forskernes anbefalede afstandskrav på 500 meter, fra perimeteren til ulvehulen.
  • Starte en politimæssig indsats for at opklare årsagen til ulvenes forsvinden.
  • Overvåge yngleområder med MMS-kameraer.
  • Forbyde al jagt på invasive arter ved brug med natkikkert i ulvezonerne, da vi har set mange eksempler på, at jægere har svært ved at bedømme, hvad det er de skyder på, selv i dagslys.
  • Bedre udnyttelse af straframmen. Den eneste dom, der er faldet i Danmark for ulovlig nedlæggelse af en ulv, og ovenikøbet under skærpede omstændigheder, var strafudmålingen helt ude af proportion med strafferammen. Selv i jægerkredse, herunder Danmarks Jægerforbund, var der både undren og harme over den helt utilstrækkelige strafudmåling.

Med venlig hilsen

Ole Pedersen

Formand

Foreningen Ulvetid

Svar fra Lea Wermelin

Kære Ole Pedersen
Tak for dine henvendelser af den 10. og den 24. maj vedrørende beskyttelse af
ulven og implementeringen af habitatdirektivet i dansk lovgivning. Din
henvendelse fra den 10. maj er samtidig sendt til justitsministeren, men da
spørgsmålet hører under Miljøministeriets ansvarsområde, besvarer jeg
henvendelsen.
Jeg vil indledningsvis gøre klart, at det er Miljøministeriets vurdering, at artikel 12
i habitatdirektivet er implementeret korrekt i dansk lovgivning. Jeg vedlægger et
bilag, hvor ministeriets juridiske fortolkning fremgår.
I din henvendelse af den 24. maj giver du udtryk for dine bekymringer omkring
høj dødelighed for ulve i Danmark, der kan rejse spørgsmål om faunakriminalitet,
og jeg vil i den forbindelse endnu engang understrege, at jeg betragter
faunakriminalitet som en alvorlig forbrydelse, der er fuldkommen uacceptabel –
også når det gælder ulve.
I henvendelsen fremhæver du Stråsø-området som et eksempel på et område med
en høj dødelighed for ulve og en lav ynglesucces. I forhold til Naturstyrelsens
afspærring af området kan jeg henvise til mit tidligere svar på Miljø- og
Fødevareudvalgets spørgsmål nr. 621 (alm. del), hvori Miljøstyrelsen orienterede
om, at etablering af afspærring ifm. ulvens yngletid sker med udgangspunkt i det
faglige notat ”Ulvens sårbarhed over for forstyrrelser i yngletiden”, der er
udarbejdet i 2020 af DCE – Nationalt Center for Miljø og Energi ved Aarhus
Universitet. Naturstyrelsen har i samme svar orienteret om, at der kun er
konstateret ganske få ikke alvorlige overtrædelser af adgangsbegrænsningerne.
Besvarelsen af spørgsmålet kan findes på Folketingets hjemmeside her.
Regeringen undersøger løbende muligheden for at igangsætte flere tiltag, der kan
medvirke til at sikre beskyttelsen af ulven. Jeg har i et tidligere svar til dig fortalt
om de nye initiativer, som Miljøstyrelsen implementerer i indeværende år –
herunder blandt andet projektet med GPS mærkning af de danske ulve, der kan
hjælpe med at kortlægge ulvenes færden og adfærd i Danmark. Jeg har ligeledes
nævnt den lovgennemgang, som Miljøministeriet arbejder på lige nu, i hvilken
forbindelse de nuværende rammer for faunakriminalitet bliver gennemgået. På
baggrund af denne analyse vil der blive udarbejdet forslag til egnede og effektive
tiltag ift. at imødegå faunakriminalitet.
2
Afslutningsvist vil jeg takke for dine forslag til yderligere tiltag til beskyttelsen af
ulven, som vil blive videreformidlet til Miljøstyrelsen.
Med venlig hilsen
Lea Wermelin

Miljøministeriets Bilag til svaret:

Det er Miljøministeriets vurdering, at artikel 12 i habitatdirektivet er implementeret korrekt i dansk
lovgivning. Det er i den forbindelse væsentligt, at EU-direktiver i almindelighed fastsætter mål, som
EU-landene skal opnå, men det er op til de enkelte lande at udforme de nationale regler for, hvordan
disse mål skal opnås. Det er således ikke altid den mest korrekte eller hensigtsmæssige løsning blot at
gengive et direktivs ordlyd i de nationale regler. I dansk ret er habitatdirektivet på den baggrund
implementeret i en række forskellige love og bekendtgørelser, der tilsammen udgør den danske
implementering af direktivet.
Habitatdirektivets artikel 12, stk. 1, litra b og d, er implementeret i dansk lovgivning i bl.a.
naturbeskyttelseslovens § 29 a og i jagt- og vildtforvaltningslovens § 7. Beskyttelsen heri gælder for alle
arter, der er nævnt i habitatdirektivets bilag IV, herunder ulven. Det er en direkte følge af, at formålet
med bestemmelserne er at implementere beskyttelsen i habitatdirektivets artikel 12, stk. 1, litra b og d,
hvilket også betyder, at bilag IV-arterne er omfattet af beskyttelsen, uanset om de er anført på bilagene
i den danske lovgivning eller ej.