Svar fra Europa-kommissionen under klageteksten:

Foreningen Ulvetid har tidligere klaget over Sveriges licensjagt på ulve. Klagen var dateret 16. november 2020 og fik referencen CHAP (2020)03330. Vores klage blev henlagt under henvisning til at Kommissionen allerede HAR indledt sag nr. (INFR(2010)4200

Ovenstående sag har nu kørt i 12 år. Det skal ikke forstås som en kritik af kommissionen, men blot en understregning af de konsekvenser, det har haft for den Skandinaviske ulvebestand.

Det er bydende nødvendigt, at kommissionen aktivt sikrer konsistens mellem Sveriges ulvepolitik og ulveforvaltning og kravene i Habitatdirektivet.

Ved et foredrag, hvor Linda Laikre, professor i populationsgenetik ved Stockholms Universitet fortalte om den skandinaviske ulvestammes populationsgenetiske status og fremtid, udtalte professoren, at hvis der ikke sker ændringer i Sveriges ulveforvaltning, vil den skandinaviske ulvebestand med al sandsynlighed ikke eksistere om 10-20 år.

Sverige har to forskellige jagtformer på ulv, Skyddsjakt og Licensjakt. Skyddsjakt bruges til at regulere ulve, som har fået prædikatet ”Problemulv” i henhold til Artikel 16 i Habitatdirektivet. Til trods for de relativt mange tilladelser til Skyddsjakt i Sverige anvender Sverige også Licensjakt. Sveriges licensjakt bruges som bestandsregulerende jagt og ikke som undtagelsesvis regulering.

I den svenske forvaltningsplan (National förvaltningsplan för Varg) kan man læse på Side 37:  ”de seneste opgørelsesresultater for ulve i vinteren 2013/14 har bestanden en fortsat gunstig bevaringsstatus. Disse forhold kan give mulighed for licensjagt som forvaltningsforanstaltning i rovdyrforvaltningsområder, der har nået deres minimumsniveauer. Et formål med licensjagt på ulve kan være at reducere koncentrationen af ulverevirer i særligt ulvetætte områder.

Det fremgår direkte af ovenstående tekst, at der gives tilladelse til at drive licensjagt på ulven (som er på bilag 4) på baggrund af, at ulven har opnået minimumsbestand. Det er klart ulovligt i henhold til Sag c-473/19 præmis 78.

Det fremgår ligeledes af ovenstående tekst, at formålet med licensjagten kan være at reducere koncentrationen af ulve. Jagt, som har til formål at reducere tætheden af ulverevirer, er uforenelig med Artikel 12 i Habitatdirektivet. Der er derfor tale om en klar ulovlig praksis.

Svenske ”Jaktförordningen 23c ”

Forudsætningen for, at licensjagt på bjørn, ulv, jærv og los kan tillades, er, at der ikke findes en anden passende løsning, […]

Det vil i sagens natur ikke være muligt at finde ”en anden passende løsning”, når formålet med jagten er at reducere koncentrationen af ulverevirer, altså skyde ulve. Konsekvensen er, at kravet i Habitatdirektivet om, at der ikke må være anden brugbar løsning, reelt ikke vil kunne anvendes.  Det siger sig selv, at dette er en ulovlig praksis.

Sverige hævder, at ulven er i gunstig bevaringsstatus i Sverige. Det er IKKE korrekt:

Ifølge ”National förvaltningsplan för Varg” Side 21 skal ulvebestandens genetiske sammenhæng gennem immigration af ulve fra de finsk-russiske delpopulationer virke, for at vurderingen af ​​mindst 300 ulve er nok. Hvis reproduktion af nye immigranter ikke finder sted med skandinaviske ulve hver ulvegeneration, skal den skandinaviske stamme bestå af mindst 1.700 ulve for at klare de genetiske bevaringskriterier og dermed anses for at have gunstig bevaringsstatus.

Sveriges synspunkt er, at den svenske population på 300 ulve er en del af en metapopulation, som ud over den skandinaviske population udgøres af de finske populationer og den russisk-karelske population.

Idet der reelt ikke finder udveksling af gener sted mellem ulvene i den skandinaviske population og den finsk/russiske population, kan den skandinaviske population ikke betegnes som den delpopulation. Konsekvensen af det er, at Sverige reelt skal opgøre de svenske ulves bestandsstatus alene på baggrund af Sveriges egen population, da en del af den skandinaviske population lever i Norge, som ikke er forpligtiget af Habitatdirektivet.

Det medfører, at der ifølge Naturvårdsverket og en lang række forskere skal være mindst 1700 ulve i Sverige, før ulvene i Sverige har opnået gunstig bevaringsstatus.

Hvis man rent hypotetisk medregner de norske og finsk-russiske populationer, er den samlede population for disse områder i øvrigt mindre end 1700.

Ifølge Tapiola-dommen C-674-17 Præmis 60 kan populationer i tredjelande, som i sagens natur ikke er forpligtet af Habitatdirektivet, ikke medregnes i et lands populationsopgørelse. Konsekvensen er, at i bedste tilfælde kan den af Sverige angivne metapopulation maksimalt mønstre ca. 800 ulve i de skandinaviske- og de finske populationer.

Ulvene i Sverige har en indavlsgrad på 0,24, hvilket svarer til bror- søsterniveau.

En veletableret videnskabelig accepteret tommelfingerregel er, at der kræves en effektiv genetisk population (Ne) på mindst 500 individer for at vedligeholde en genetisk variation for tilpasning og levedygtighed. Det vil i praksis medføre en aktuel bestand (Nc) på mellem 1700 (kilde – National förvaltningsplan för Varg) og 2000 individer (kilde – Professor Linda Laikre).

Hovedparten af den skandinaviske ulvebestand er efterkommere af et ulvepar, der ynglede i 1983. I 1991 immigrerede en ny hanulv og i 2008 endnu 2 hanulve fra den finsk-russiske ulvestamme. Det vil sige, at over en periode på 25 år immigrerede 3 ulve.

Det er lidt uklart hvilke at de efterfølgende immigranter, der har bidraget genetisk til den svenske population.

Tunturi-hannen (G15-16) fik hvalpe i 2016. Han og alle hans hvalpe formodes at være døde.

Tiveden-parret (G31-13 og G23-13) immigrerede ikke selv, men blev flyttet fra Nordsverige til det sydlige Sverige. Hannen og alle hvalpene dødede ligeledes uden at tilføre gener til populationen. Det skal retfærdigvis siges, at hunulven sandsynligvis stadig lever og har fundet en ny mage.

I følge National förvaltningsplan för Varg, Side 23, kræves, at mindst en ulv immigrerer fra den finsk/russiske bestand pr. generation, hvert 5. år for at få tilført tilstrækkeligt med nye gener til at undgå indavl.

Den aktuelle immigration er meget langt fra 1 ulv pr. generation, hvilket bevirker, at 300 ulve som bestandsmål langt fra er nok til at opretholde en genetisk sund bestand, som vil kunne opfylde kravet i Habitatdirektivet om en bestand i gunstig bevaringsstatus.

For at gøre ondt værre, skriver professor Linda Laikre og 17 kolleger i det videnskabelige tidsskrift ”Science”, at det ikke er korrekt, at der kun behøves 1 immigrerende ulv pr. generation, men at der behøves væsentlig flere. Det stemmer fint overens med den aktuelle indavlsrate på 0,24 (bror/søster niveau).

Konklusionen er, at 300 Ulve i Sverige langt fra kan anses for at være nok til, at ulven er i gunstig bevaringsstatus i Sverige.

Vi beder på den baggrund kommissionen gribe ind, overfor den ulovlige licensjagt.

Svar fra Europa-kommissionen: CHAP(2022)03304