ER VI VED AT MISTE OVERBLIKKET OVER ULVENE I DANMARK?
Den seneste kvartalsrapport, som DCE har udgivet, er fra 1. kvartal 2023. Derefter er der ingen data på ulvene i Danmark i en periode frem til januar 2024.
Fra i år offentliggøres der månedlige rapporter, og indtil videre er der kommet rapporter i januar og februar.
Disse tre rapporter (Første kvartal 2023 og månedsrapporterne fra januar og februar 2024) udgør de bedst tilgængelige data for hvor mange ulve vi har i Danmark, og hvor de befinder sig.
Det fremgår af månedsrapporterne, at der kun er afsat midler til at udtage 100 DNA-prøver fra biologisk materiale og 60 DNA-prøver fra husdyrprøver.
Med kun 100 DNA-prøver på årsbasis til at understøtte overvågningen – svarende til 8 prøver om måneden – vil det være komplet umuligt at danne sig et overblik over de ca. 40 ulves færden i Danmark. Det harmonerer simpelt hen ikke, at MST kræver en månedsrapport, men ikke afsætter tilstrækkelige resurser til at give et retvisende billede af hvor de forskellige ulve opholder sig.
Konsekvensen er til at få øje på. I løbet af meget kort tid vil det være komplet umuligt for myndighederne at vide, hvor mange ulve der befinder sig i Danmark og hvilke ulve der befinder sig hvor.
Af de 14 hvalpe, som er født i Skjernreviret i 2022 og 2023, er mindst 5 hvalpe udvandret. De sidste 3 hvalpe fra 2022 og de 6 hvalpe fra 2023 antages enten fortsat at opholde sig i reviret eller at være udvandret og nu opholde sig blandt endnu ikke individbestemte ulve i andre revirer. Det betyder, at der for nærværende er 9 hvalpe, som der ikke kan redegøres for.
Af de 18 hvalpe, som er født i 2021, 2022 og 2023 i Hovborgreviret, antages det at mindst 14 hvalpe stadig er i reviret eller være eller at de opholder sig blandt ikke-individbestemte ulve i andre revirer. Det betyder, at der for nærværende er 14 hvalpe, som der reelt ikke kan redegøres for.
Det ikke oplyst, om der er fundet DNA-profil på de sidste hvalpe fra 2022 samt på hvalpene fra 2023.
Der er med andre ord mindst 23 ulvehvalpe, hvis opholdssted ikke kendes men blot ”antages at være”.
Reelt betyder det, at der ikke kan redegøres for deres opholdssted/status. Forskere baserer normalt deres resultater på fakta. Når det ikke desto mindre ”antages” i forbindelse med rapporterne fra DCE, må det været et udtryk for, at de resurser der afsættes til ulveovervågningen, ikke er tilstrækkelige til at få et reelt overblik over ulvene i Danmark.
Set i lyset af, at ulve i Danmark har en uforholdsmæssig høj forsvindingsrate, er det stærkt bekymrende, at vi ikke VED, hvor de 23 ulvehvalpe opholder sig, men blot ANTAGER, at de befinder sig i de nævnte områder.
Senest er GW 1434f er forsvundet sporløst, til trods for hun var revirfast i Skjernreviret og havde små hvalpe. Den sidste observation af hende er fra august 2022. På det tidspunkt havde hun 8 hvalpe som kun var ca. 5 måneder gamle.
Allerede omkring 1. maj er der potentiale for adskillige nye hvalpekuld. Hvordan DCE skal kunne få styr på disse hvalpe, er et spørgsmål, der savner et godt svar. Med kun 100 DNA-prøver årligt er opgaven umulig.
Spørgsmålet er, om beslutningstagerne reelt er interesserede i at have en effektiv ulveovervågning, som er i stand til at give myndigheder og befolkning et overblik over, hvor mange ulve der er i landet, og i videst muligt omfang, hvor de opholder sig.