Ulvetid har fremsendt nedenstående klage til EU

Vedr.: Overtrædelse af Habitatdirektivet fra svensk side

Foreningen Ulvetid har tidligere klaget over Sveriges overtrædelser af Habitatdirektivets artikel 12; en overtrædelse, som de svenske myndigheder begrunder ved anvendelse af artikel 16.

Vi mener at de svenske myndigheder overtræder/misbruger:

1: Anvendelsen af artikel 16 stk. 1 litra b, c og e.

2: Bevisbyrden i forbindelse med at der ikke findes andre brugbare muligheder

3: Bevaringsstatus for ulv (Canis lupus) i Sverige som IKKE er gunstig.

I denne klage vil vi udelukkende forholde os til Sveriges påståede gunstige bevaringsstatus.

Vi er vidende om, at EU-kommissionen siden år 2010 har haft en – stadig verserende, sag – ”sag nr. (INFR (2010)4200)” mod Sverige for manglende overholdelse af habitatdirektivet i forhold til ulven.

Ulvetid har tidligere fremsendt to klager vedrørende samme sag, CHAP (2020)03330 og CHAP (2022) 03304, som begge er henlagt med henvisning til den igangværende Sag (INFR (2010) 4200.

Ikke desto mindre mener vi nu at have relevante oplysninger, i forhold til Sveriges påståede gunstige bevaringsstatus.

Fakta er at:

  • Den svenske ulvebestand maksimalt udgøres af 400 ulve, men FRP har Sverige sat til 300 ulve. Med andre ord kan man ikke være sikker på at der er mere end 300 ulve i Sverige. Der er dog ingen garanti for dette tal, grundet forskellige tekniske spidsfindigheder, men for nemhedens skyld kan vi sætte den svenske population til 300 individer.
    Den norske del af den Skandinaviske bestand udgøres, i følge Rovdata, af mindre en 50 helnorske ulve. (vinteren 2023-2024)
  • Den finsk-karelske bestand udgøres af ca. 300 ulve (Natural Resources Institute Finland (Luke).
  • Den russisk karelske bestand udgøres af 300- 350 (Danilov, P. I., Tirronen, K. F., and Panchenko, D. V. (2020). Moose (Alces alces L.) and wolf Canis lupus L.): monitoring of populations and relationship in the European north of Russia. Bull. Moscow Soc. Nat. Biol. Ser. 125, 13–24. doi: 10.2981/wlb.1997.003)

Den samlede metapopulation, hvoraf den svenske bestand er en delbestand udgøres, rent biologisk, således af maksimalt 1000 ulve (300 + 50 + 300 + 350).

Det fremgår af præmis 60 i sag C-674/17, (Tapioladommen) og præmis 62 i sag C-601/22, at der ved opgørelse af en ulvepopulation ikke skal tages hensyn til den del af det naturlige udbredelsesområde for den omhandlede bestand, som udstrækker sig til visse dele af et område tilhørende et tredjeland.

Da hverken Norge eller Rusland er medlem af EU, skal disse landes delpopulationer i metapopulationen altså ikke medregnes. Det skal i parentes bemærkes at begge lande er meget usikre ulvehabitater. Norge respekterer ikke deres egen ulvezone og i Rusland er der intensiv jagt og præmie for at skyde ulve.

Herefter udgør den samlede ”politiske” metapopulation, som ulvene i Sverige er en del af, sammen med den finske bestand i alt kun 600 ulve.

Ifølge Linda Laikre professor i populationsgenetik ved Stockholm Universitet, er det almindeligt antaget at en ulvepopulation skal have en genetisk effektiv størrelse ”Ne” på mindst 500 individer under betingelse af, at der er høj immigration fra andre bestande. En genetisk effektiv bestand på 500 individer modsvares af en census bestand ”Nc” på ca. 2000 individer.

Ovenstående er underbygget i en videnskabelig rapport, skrevet af Linda Laikre ”et al” ”Metapopulation effective size and conservation genetic goals for the Fennoscandian wolf (Canis lupus) population”

Det fremgår af den svenske forvaltningsplan (side 21), at indvandringen fra de finske og russiske bestande SKAL fungere, hvis FRP skal holdes på 300 individer. Hvis ikke der sker reproduktion med disse immigranter mindst en gang hvert 5. år skal bestanden i Sverige bestå af mindst 1700 individer. Konsekvensen af det er, at den metapopulation som de svenske ulve er en del af skal være på mindst 1700 ulve for at opnå en genetisk sund bestand. En vurdering der falder i tråd med Professor Linda Laikres rapport.

Konklusionen er, at den metapopulation som de svenske myndigheder baserer deres FRP på, ikke har individer nok til at udgøre en metapopulation som reelt kan kompensere for de svenske ulves ringe genetiskes tilstand og dermed Sveriges lave FRP.

Immigrationen, som er nødvendig, fra den finske population er ligeledes problematisk. Der skal tilgå bestanden mindst en immigrant, som lykkedes med at yngle, for hver ulvegeneration (5 år).

Til dato er følgende ulve immigreret fra den finske population:

  • G1-83 (han) og D-85-01 (hun) Nyskoga parret, immigrerede i 1983 og startede populationen • G1-91 (han) fra Gillhov parret, immigrerede i 1991
  • M-09-03 (han) fra Galven parret, immigrerede i 2008
  • M-10-10 (han) fra Kynna parret, immigrerede i 2008
  • G31-13 (hun) fra Tivenden parret, immigrerede i 2013
  • G187-19 (han) fra Setten parret, immigrerede i 2021 (i live 1 oktober 2022).

Tre andre individer immigrerede til den svenske population, men er ikke længere genetisk repræsenteret  I den nuværende bestand:

  • G23-13 (han) fra Tivenden parret, immigrerede i 2013
  • G15-16 (han) fra the Tunturi parret, immigrerede i 2016
  • G325-17 (hun) fra Svartedalen parret, immigrerede i 2017

Siden 1983 (det vil sige for 40 år siden), er der indvandret 5 ulve, som er genetisk repræsenteret i den nuværende bestand. Det betyder at den meget nødvendige immigration på mindst 1 ulv pr. ulvegeneration (5 år) ikke har fungeret.

Resultatet er at den svenske ulvebestand er indavlet på bror/søsterniveau. Det betyder at den svenske FRP på 300 ulve ikke opfylder betingelserne i Habitatdirektivet for en bestand i gunstig bevaringsstatus.

På denne baggrund kan man efter vores opfattelse ikke konkludere andet end, at den svenske licensjagt er ulovlig.