I Sverige skyder man ulve.
De fleste har nok hørt om licensjagt i Sverige. Det kunne jeg skrive mange sider om, men i dette skriv vil jeg holde mig til det største falsum svenskerne benytter sig af i licensjagten – Sveriges ”gunstige bevaringsstatus”.
Ulvene i Sverige tilhører den Skandinaviske bestand, som udgøres af de svenske og norske ulve. Bestanden er indavlet på bror/søsterniveau. Der ses allerede nu tegn på indavl, i form af knogledeformiteter, mindre kuld og kryptorkisme. Bestanden er med andre ord, rent genetisk meget skrøbelig.
En ulvebestand, som er isoleret fra andre ulvebestande, skal have en vis størrelse for at undgå indavlsproblemer. Forskerne benytter oftest en bredt accepteret håndregel til at bestemme hvor mange ulve der skal være. Det går ud på at der skal være en effektiv bestand ”Ne” på mindst 500 individer, hvilket omregnet til en aktuel bestand ”Nc” vil være på ca. 1700 – 2500 individer. Professor i populationsgenetik ved Stockholms Universitet, mener at Nc skal være mindst 2000 individer.
Den svenske regering og de svenske myndigheder tager udgangspunkt i at den skandinaviske population er en delpopulation af en meget større metapopulation, som ud over den skandinaviske bestand også omfatter den finsk-russiske karelske bestand, samt den baltiske bestand. Det bevirker at den skandinaviske bestand en del af en metapopulation på 3- 4000 ulve, HVIS man tager udgangspunkt i svenskernes model.
Den skandinaviske bestand består af mellem 400 og 500 individer. Det betyder der skal tilføres fremmede gener til bestanden fra metapopulationen for at komme indavlen til livs. Som situationen er i den skandinaviske bestand, kræver det ifølge mange forskere, at mindst en ulv skal immigrere til den skandinaviske bestand fra Finland hvert 5. år. Det er naturligvis en betingelse at disse immigranter formerer sig så deres gener kommer ind i den skandinaviske bestand. Professor Linda Laikre mener dog, der skal langt flere ulve til fra Finland for at komme indavlen til livs.
Hvad er det så svenskerne gør for at påstå at ulven er i gunstig bevaringsstatus i Sverige?
Det fremgår af Naturvårdsverkets (den svenske pendant til Naturstyrelsen) hjemmeside at 300 ulve i Sverige er nok til at ulven er i gunstig bevaringsstatus. Antallet på 300 stammer fra en rapport fra en amerikansk- og en svensk forskergruppe, og Naturvårdsverket selv. Det skal bemærkes at det Naturvårdsverket ikke nævner, er at den amerikanske forskergruppe og én af forskerne i den svenske forskergruppe (G. Chapron) IKKE mente 300 ulve var nok. De mente tallet skulle være minimum 600 ulve.
Når Naturvårdsverket, hårdt presset af de svenske politikere, kommer frem til 300 ulve, skyldes det den før omtalte metapopulation, som skal levere friske gener til den skandinaviske bestand. Naturvårdsverket oplyser i den svenske ulveforvaltningsplan, at den svenske bestand skal være på min. 1700, hvis ikke der kommer friske gener udefra i form af minimum 1 ulv hvert 5. år, fra den karelske bestand.
Den svenske ulvebestand stammer fra 2 ulve fra den finske bestand, som indvandrede til Sverige i 1983. Derefter kom der en enkelt ulv til i 1991 og to ulve mere i 2008. Siden er der komme nogle få stykker mere. På den baggrund, kan det konstateres at der IKKE kommer friske gener til den Skandinaviske bestand hvert 5. år. Hvilket også ses af at indavlsgraden stadig er på bror/søsterniveau.
En ting er at immigrationen ikke fungerer, som de svenske myndigheder forudsætter for at betragte 300 individer som gunstig bevaringsstatus. En anden ting er at den metapopulation på 3-4000 ulve som svenskerne mener er relevant for den svenske ulveforvaltning ikke har gang på jorden.
Hvis den baltiske bestand skal indgå i en fælles metapopulation med den skandinaviske, kræves det at ulve fra den baltiske bestand skal tilbagelægge 1800 Km – forudsat ulven løber den direkte vej – fra det nærmeste sted i den Estland, (som er det østligste punkt i den baltiske bestand), til ulvebestanden i Sverige. Lige under 400 Km. af de 1800 Km. er gennem Rusland, hvor der føres meget intens jagt på ulve, ligesom turen ned gennem samernes område i Sverige ikke giver ulve store chancer for at nå frem til ulvebestanden i det mellemste forvaltningsområde. En spredning af gener over flere generationer, er ikke realistisk, med det høje jagttryk der er i Rusland, og det nordlige forvaltningsområde i Sverige.
Der er da heller ikke, til dato, fundet gener fra den baltiske bestand i den skandinaviske bestand.
For det andet vil EU med stor sandsynlighed ikke acceptere at den baltiske bestand medregnes som metapopulation i forhold til den skandinaviske bestand. Dels fordi der ikke er nogen direkte relation/forbindelse mellem de to bestande og dels fordi der ifølge Tapioladommen ”sag C- 674/17”. præmis 60, ikke kan medregnes populationer som stammer fra ulve fra et land, der ikke er medlem af EU, og derfor ikke er forpligtet af habitatdirektivet. De fleste lande hvor der lever ulve fra den baltiske bestand, er godt nok medlem af EU, men da ulvene fra den baltiske bestand skal løbe 400 Km. gennem Rusland, er det yderst tvivlsomt om EU-kommissionen vil acceptere, at den baltiske bestand er en del af en metapopulation hvori den skandinaviske bestand også indgår.
Det betyder at Sverige ikke kan medregne ulvene i den baltiske bestand, og den russiske del af den karelske bestand, i den metapopulation, som de bruger som udgangspunkt for beregningen af antallet af ulve der skal være i Sverige for at opnå gunstig bevaringsstatus.
For det tredje er Finland ved at opsætte et 3 meter højt og 1300 Km. langt hegn op mellem den finske og den russiske grænse. Det sætter en effektiv stopper for al immigration af ulve fra Rusland, hvilket bliver et problem for den karelske bestand i Finland, som reelt vil havne i samme situation som ulvene i Sverige og blive indavlede.
Hvis Sverige skyder ulvene ned til referancetallet, på 300 og Norge har maksimalt 100 ulve. Består den Skandinaviske bestand af 400 ulve. Den Finske bestand udgør maksimalt 300 individer. Det vil sige at den metapopulation som Sverige henviser til udgøres af 700 ulve.
Naturvårdsverket oplyser i deres forvaltningsplan at der skal mindst 1700 ulve til at opretholde en bestand, som genetisk vil kunne opretholde gunstig bevaringsstatus. Der ”mangler” altså 1000 ulve for at metapopulationen er stor nok til at opretholde gunstig bevaringsstatus. Samtidig er udvekslingen af gener via immigration langt fra de antal, som Naturvårdsverket selv oplyser til mindst 1. ulv hvert 5. år.
Det er bemærkelsesværdigt, at EU ikke for længe siden har lavet det regnestykke, og informeret svenskerne om at de ikke kan acceptere deres påstand om at ulvene i Sverige er i gunstig bevaringsstatus.
Svenskerne påstår at licensjagten er i overensstemmelse med habitatdirektivet. Det er helt uforståeligt at EU-kommissionen ikke har sat hælene i for mange år siden. De har en sag kørende, en sag som startede i 2010, sags nummer ”INFR (2010) 4200”. Der er flere problematikker i den sag, ud over det her beskrevne omkring bevaringsstatus.