1. De forfulgte ulve
Intet dyr har været så forfulgt og forhadt som ulven. Ulven har været med i menneskets historie siden istiden. I tusinder af år har ulve og mennesker levet i de samme egne over hele jorden på nær i Afrika og Sydamerika. Tegninger af ulve kendes fra 20.000 år gamle hulemalerier i det sydlige Europa. For omkring 12.000 år siden tæmmede mennesker i Østen ulven og gjorde den til forfader for hunden.

Efterhånden som landbruget udvikledes og mennesker begyndte at holde husdyr, som ulve sommetider tog, begyndte ulvene at blive forfulgt og dræbt af mennesker. Med kristendommens indførelse voksede forfølgelsen til et hidtil uset had og systematisk udryddelse. Ulven fik af kirken mere og mere tildelt rollen som Antikrist, Fanden og den personificerede ondskab. At udrydde ulve blev en kristen handling. I eventyr som Rødhætte og Ulven og i myter og sagn om varulve fik ulven hovedrollen som skurk og glubsk dræber. Fra middelalderen blev ulve skånselsløst forfulgt og udryddet i hele Europa.

Blandt Nordamerikas oprindelige folk, der var jægere og samlere, var ulven derimod beundret for dens klogskab, eminente jagtegenskaber og for sammenholdet og hengivenheden i flokken. I mange indianerstammer fik ulven en ærefuld og positiv rolle i myter og sagn, eksempelvis hos Tlingit indianerne i Alaska. Men da europæerne erobrede Nordamerika og nybyggerne spredte sig mod vest, blev også ulvene i Nordamerika indædt forfulgt med jagt og forgiftning. Den systematiske udryddelse med jagt, forgiftning og skydepræmier stod på fra omkring 1630 og indtil ulvene var næsten udryddet i Nordamerika i 1960’erne (1, 2).

Ulven fik sit latinske navn canis lupus af den svenske naturforsker Carl von Linné i 1758 (2).
Som i resten af Europa blev forfølgelsen af ulven for alvor sat i system i Sverige i middelalderen. Landskabslovene pålagde bønder at deltage i udryddelsesprogrammer, hvor ulve blev udryddet ved hjælp af grave, netfangst og klapjagt. Ulveudryddelsen havde hvad angik mobilisering og organisering en slående lighed med en militær aktion. I 1500-tallet suppleredes de hidtidige tiltag med skydevåben og fælder. I 1600-tallet indførtes skydepenge. Skydepengene blev først afskaffet i 1964, da ulven var næsten udryddet og to år før den blev fredet i 1966. I 1700-tallet tog man gift i brug i krigen mod ulven. Trods århundreders udryddelseskrig voksede ulvebestanden i Sverige i 1800-tallet og nåede sin kulmination i 1830’erne. Derfor tog udryddelsen til med fornyet styrke og effektivitet. Alene i 1830’erne dræbtes knap 6800 ulve i Sverige. I slutningen af 1800-tallet var udryddelsen af ulven total i det meste af landet (1). Den oprindelige ulvebestand døde helt ud i 1960’erne og 1970’erne. Den nuværende norsk-svenske bestand stammer fra tre finsk/russiske ulve, der indvandrede i 1970’erne eller tidligt i 1980’erne (3).

Kilder til 1. De forfulgte ulve

1. Bogen ”Vargen” af Henrik Ekman, Nordsteds Forlag, 2010, side 105-139, 169-195, 204-221 og 266-285.
2. Bogen ”Of Wolves and Men” af Barry Holstun Lopez, Charles Scribners & Sons Forlag, New York, 1978.
3. ”Varg i Skandinavien” statusrapport vinteren 2007/2008, Viltskadecenter, Grimsö Forskningsstation og Høgskolen i Hedmark.

Teksten er udarbejdet i 2013 af miljøjournalist og forfatter Jonna Odgaard
som en del af researchen til romaner, der foregår i Sverige.
Derfor er teksterne hovedsageligt baseret på svenske kilder.
Copyright Jonna Odgaard, maj 2018