Ulveflokkens sociale struktur og kommunikation, af Jonna Odgaard

Ulveflokkens sociale struktur og kommunikation

Ulve er sammen med hvaler, aber og mennesker de socialt mest udviklede pattedyr (1). Alfaparret leder ikke flokken ved hjælp af vold og aggression, men ved social kontrol. Alfaparret søger hele tiden at skabe harmoni i flokken, fordi ulveflokkens overlevelse afhænger af, at flokmedlemmerne kan holde sammen og samarbejde. Konflikter løses som regel rituelt ved hjælp af markeringer (2).

Få pattedyr er så kærlige, opmærksomme og loyale overfor flokken og alfaparret som ulve. Flokken har et veldefineret hierarki og hvert individ kender sin plads i hierarkiet. Placeringen sikres eller ændres via tjenester, ritualer og rituelle ”kampe”. De lavest rangerende udfører ritualer, der viser deres underordnede position ved at bukke for alfaparret og slikke deres snuder. Nogle ulve i flokken er udvalgt af alfaparret til at hjælpe med at jage, andre hjælper med patrulje territoriet, mens andre hjælper med at passe og fodre hvalpe, altså være ”babysittere”, når resten af flokken jager eller er på revirpatrulje (4). Ulveflokkens sociale struktur og hierarki er dog dynamisk. Især i yngletiden kan den ændres. Hver ulv har sin egen personlighed, hvorfor alle ulveflokke er forskellige (2).

Udover den overordnede sociale struktur med alfaparret i spidsen, findes også i flokken et hierarki for hanner og et hierarki for hunnerne. Alfahunnen har en stærk indflydelse i flokken, hunnen kan leve længere end alfahannen og kan føre flokken videre med en ny han, hvis den gamle han dør (2). Når et nyt ulverevir etableres, er det ofte en hun, der vælger reviret og venter på en han. Ofte kan hun vente i årevis (3).

Ulveflokkens sociale struktur opretholdes ved hjælp af to typer af kommunikation mellem flokmedlemmerne: Stemmen og kropssprog (2). Ulve i en flok er meget kærlige overfor hinanden. Hengivenheden vises med at snuse til hinanden, gnide og slikke næser, logre med halen, lege sammen og sove sammen. Ulvene i en flok rører konstant ved hinanden for at styrke sammenholdet og de er hele tiden opmærksomme på små handlinger, der styrker flokken (4).

Ulvenes ”ordforråd” omfatter piben, bjæf, klagende lyde, gøen, knurren, snerren og hylen. Ulve hyler som en del af deres adfærd i flokken og for at styrke sammenholdet. De hyler sjældent alene. Ulve kan hyle, når de er glade eller for at advare andre flokke. Eller for at fejre en vellykket jagt. En ulv kan også hyle, hvis den er faret vild. Så får den anvisning fra flokkens hyl på, hvordan den skal finde resten af flokken. Hver flok har sit eget kor, som kan skelnes fra andres, idet de enkelte ulve i en flok finder sammen i en flerstemmig harmoni, som er unik for denne flok. I øde egne uden skove kan ulvehyl høres i et område på 250 kvadratkilometer. Hver ulv i flokken kender sin floks kor. Konkurrerende flokke eller enkelte ulve fra andre flokke, trækker sig som regel tilbage, hvis de hørere et kor fra den flok, der ejer territoriet, de er inde i. Det er en myte, at ulve hyler, når det er fuldmåne. Og at de sidder ned, når de hyler. Oftest står de op (4).

Ulves kropssproget består af mimik, kropsholdning, haleføring og bevægelse af ører. Kropssproget bruges indenfor flokken for at signalere glæde eller vrede, dominans, underkastelse og rang. Det er et meget nuanceret sprog og ulvene formår at udtrykke mange forskellige sindsstemninger med kroppen. De lavere rangerende ulve hilser alfaparret og viser underdanighed ved at slikke deres snude (4). Forfatteren til bogen ”Vargen” oplevede under et besøg i et fotoskjulet i et ulverevir i Finland, hvordan medlemmerne af ulveflokken hver gang de mødtes, også selvom de kun har været væk fra hinanden i nogle timer, hilste hinanden med glade hop og bjæf, logren med halen og snudeslikning (3).

Hvordan et alfapar uden vold afstraffede to hvalpe, oplevede forfatteren til bogen ”Vargen” også i fotoskjulet i Finland. Hvalpene havde konfronteret to bjørne ved et elgkadaver udenfor skjulet. De unge ulve mobbede og drillede bjørnene, der blev mere og mere irriterede og gjorde udfald mod ulvene. Netop som det så meget farligt ud for ulvehvalpene, kom alfaparret løbende i fuld fart til kampladsen og jog bjørnene på flugt. Imens krøb de unge ulve sammen og så ud til at være meget flove og bange. Afstraffelsen bestod i, at alfahunnen demonstrativt stillede sig hen over den sammenkrøbne hunhvalp og trak bagbenet hen over hvalpens hoved. Alfahannens afstraffelse var mere markant. Alfahannen trykkede den unge han, der så rædselsslagen ud, ned mod jorden og holdt et øjeblik sin åbne kæbe over hvalpens hoved, som om den ville bide. Det blev dog ved markeringen (3).

Kilder til 3: Ulveflokkens sociale struktur og kommunikation

Fakta om varg. Järvzoo jarvzoo.se
Bogen ”Of Wolves and Men” af ulveforskeren Barry Holstein Lopez (en klassiker i ulveforskningen). Charles Scribners & Sons Forlag, New York, 1978, side 31 og 52.

Bogen ”Vargen” af journalisten Henrik Ekman, Norstedts Forlag 2010, side 30-35 og side 249 og 253.

Bogen ”Ulve” af Daniel Wood. Könemann, 1994.