Politidirektøren
Midt- og Vestjyllands Politi
Stationsvej 74
7500 Holstebro
Anmeldelse af overtrædelse af straffelovens bestemmelse om offentlig tilskyndelse til forbrydelse
På vegne af foreningen Ulvetid, beder undertegnede hermed politiet om at foretage efterforskning med henblik på tiltalerejsning eller tilkendegivelse af bødeforelæg mod
Asger Christensen (MEP)
Nørupgård, Frydenlundvej 59
6064 Jordrup
for formodet overtrædelse af straffelovens § 136 stk. 1[1], idet anmeldte på facebook d. 26. september kl. 08:00 oprettede et opslag med overskriften ”ULVEN DRÆBER IGEN: SKYD DEN”.
Faktiske omstændigheder
Denne tilskyndelse, som fremgår ved ”SKYD DEN”, skal ses i lyset af, at nogle personer kan opleve det som en opfordring og legitimering til at skyde en fredet ulv. Når ordene ”SKYD DEN” fremhæves af en EU-parlamentariker, mener vi, det kan give anledning til, at personer vil fornemme en vis legalisering til at skyde ulve.
I 2018 blev en ulv skudt ulovligt. Den sag endte med en person blev dømt for den ulovlige nedskydning. Denne forbrydelse afstedkom, at en forening med flere hundrede medlemmer, tildelte den dømte en medalje, samt 60.000 kr. for udåden. Dette viser der er folk der har sympati for ulovlig nedskydning af ulve, og som muligvis kan påvirkes af Asger Christensens tilskyndelse.
Det skal oplyses, at efter Asger Christensen fik stærk kritik på facebook på baggrund af sit opslag, da valgte han samme dag kl. 21:34 at tilføje: ”Ps. jeg opfordrer naturligvis ikke nogen til at skyde en ulv eller begå selvtægt. Jeg ønsker at lave loven om, så man kan skyde ulven, hvis den er et problem.”
Overtrådt bestemmelse
Vi mener, på trods af den ovenstående tilføjelse, at der er tale om en overtrædelse af straffelovens § 136 stk.1, idet:
- Opfordringen til at skyde ulven i overskriften, er fremhævet med store bogstaver og i ”fed” skrifttype. Forklaringen på hensigten med opslaget fremgår kun nederst i opslaget og uden der gøres noget for at understrege dette. Der er mange mennesker, der kun ser billedet og læser overskriften.
- Tilføjelsen med teksten ”Ps. jeg opfordrer naturligvis ikke nogen til at skyde en ulv eller begå selvtægt. Jeg ønsker at lave loven om, så man kan skyde ulven, hvis den er et problem.” blev først tilføjet ca. 13,5 timer efter opslaget var oprettet. Med andre ord stod opfordringen, uden nogen efterfølgende forklaring, alene i en længere periode.
Det skal understreges, at der ikke er fastsat jagttid på ulve i Danmark, idet ulven er fredet i EU i henhold til habitatdirektivets artikel 12, hvorefter ulve i Danmark er på habitatdirektivets bilag 4. EU’s habitatdirektiv er implementeret i dansk lovgivning ved kapitel 3 i bekendtgørelse, BEK nr 1466 af 06/12/2018. (Artsfredningsbekendtgørelsen).
Overskriften ” ULVEN DRÆBER IGEN: SKYD DEN” kan dermed kun ses som en opfordring, til at skyde et fredet dyr, og er således en overtrædelse af straffelovens § 136 stk. 1.
Underretning
Foreningen Ulvetid ved formand Ole Pedersen beder om at blive underrettet om sagens forløb, herunder fremsendelse af anklageskrift, dom eller tilkendegivelse af bødeforlæg og vedtagelse. Hvis der ikke sker tiltalerejsning i overensstemmelse med politianmeldelsen, bedes om at foreningen Ulvetid også underettes.
Al korrespondance i sagen bedes sendt til foreningen Ulvetid på nedenstående e-mail.
ole.bastian@adslhome.dk
Med venlig hilsen
Foreningen Ulvetid
V/Formand
Ole Pedersen
Maglemosen 1
4070 Kr. Hyllinge
[1] LBK nr 976 af 17/09/2019, Straffeloven.
Denne anmeldelse ligger fortsat på anklagerens bord ( Seneste forespørgsel er fra august 2021)