Kære Lea Wermelin
Foreningen Ulvetid, arbejder for at fremme kendskab til- og sameksistens med ulven i Danmark. Vi mener der mangler noget faktuel oplysning om ulvenes sande natur og de problemer det medfører at leve med et stort rovdyr.
I en radioudsendelse, P1 Debat d. 23. november – hvor jeg lyttede interesseret med og forsøgte at komme igennem – bemærkede jeg til sidst i udsendelsen at du blev spurgt om man kunne komme ind og besøge dig, underforstået på Christiansborg. Du svarede ”Man kan altid komme ind og få en kop kaffe”. Det er den udtalelse jeg nu håber vi kan tage bogstaveligt, så vi får mulighed for – ansigt til ansigt – at forklare vores holdning til den måde myndighederne forvalter ulvene på.
I Danmark svigter vi vores forpligtigelse til at sikre ulvene opnår gunstig bevaringsstatus. Ulvene i Danmark forsvinder i stort tal sporløst. Vi er meget langt fra at opnå gunstig bevaringsstatus, en opgave der set med vores øjne ikke har en jordisk chance for at lykkedes, når ulvene forsvinder, i stort antal, og ingen ved hvorhen. Vi har med tilfredshed set at vi ikke længere står alene med det synspunkt, idet langt stærkere kræfter, i form af Vildtforvaltningsrådet og Ulvegruppen under Vildtforvaltningsrådet, tilsyneladende har taget fat i selvsamme problem.
Vi mener, at Danmark må tage ansvar for et naturligt indvandret stort rovdyr. Vi forventer at fattige lande i Asien og Afrika værner om deres store rovdyr, som er langt farligere og mere besværlige end ulven, så er det vel rimeligt vi selv går forrest, ligesom vi gør i klimaspørgsmålet.
Det altoverskyggende problem med ulvene i Danmark er angreb på får. Problemet er at langt de fleste angreb foregår hos nogle få fåreavlere, som tilsyneladende ikke kan beskytte deres dyr mod ulveangreb. Vi kan se store perspektiver i den nylig vedtagelse af etablering af nye naturområder. Stråsø plantage og omegn er et enestående sted at etablere et sådant område. Samtidig ville vi få løst problemet med ulveangreb på får.
Sidst men ikke mindst vil vi gerne snakke med dig om muligheden for at give støtte til vedligeholdelse af fåreavlernes ulvesikrede hegn. Vi ved hegnene virker hvis de er funktionsdygtige. Desværre ser vi gang på gang at hegnene ikke er i orden. Det kunne vi måske ændre på ved at hjælpe avlerne med at vedligeholde hegnene. Vi håber du har mulighed for at afse tid til et møde med os for en snak om ovenstående. Udfordringen på nuværende tidspunkt er naturligvis Corona situationen, vi kunne i givet fald tage snakken over Skype.
Lea Wermelins svar kan ses her: Brev fra Miljøminister Lea Wermelin