Naturstyrelsen Vestjylland, Gammel Landevej 35, 7620 Lemvig

Att.: Poul Ravnsbæk

Hej Poul

Selv om det er et stykke tid siden Ulvetid var på besøg hos jer, vil jeg lige starte med at takke for et godt og informativt møde

Jeg vil da også benytte lejligheden til at informere jer om at Esther har forladt Ulvetid’s bestyrelse af personlige grunde. Undertegnede er derfor, som en naturlig følge af at være næstformand i foreningen, tiltrådt som konstitueret formand.

Jeg skriver til dig i anledning af ulvene i Stråsø, med meget stor sandsynlighed igen i år vil føde et kuld hvalpe.

På vores førnævnte møde var et af punkterne på dagsordenen, hvordan Naturstyrelsen ville sikre ulvene fred. På nuværende tidspunkt må ulvene betragtes som ynglende idet hvalpene forventeligt vil blive født sidst i april eller først i maj. Det vil sige at ulvene nu er i gang med finde et egnet sted at føde hvalpene, og måske allerede har udset sig et sted.

Ulvetid er via vores store netværk i området vidende om at det forventede yngleområde allerede er kendt og vi er derfor ret sikre på at NST er vidende om hvor ulvene har planer om at føde. I vores kredse går der rygter, så jeg er virkelig bange for det er ved at være noget mange mennesker er vidende om.

I går, d. 12. april, fik jeg tilbagemelding om at der var mange biler i området, og rigtig mange mennesker både til fods og på cykel. Det er et problem for ulvene, som absolut både behøver- og har krav på fred til at yngle.

Sekundært, vil jeg oplyse at der er folk, som mener man bør, eller har pligt til at udfri et lidende dyr fra sine pinsler, og derfor har den opfattelse at den hvalp fra sidste år der sandsynligvis har brækket benet bør skydes. Da den tilsyneladende er sammen med forældrene, er det ikke svært at forestille sig et meget fatalt scenarie

Vi beder derfor Naturstyrelsen om at leve op til Artikel 12 stk. 1 litra b, som siger 1. Medlemsstaterne træffer de nødvendige foranstaltninger til at indføre en streng beskyttelsesordning i det naturlige udbredelsesområde for de dyrearter, der er nævnt i bilag IV, litra a), med forbud mod:

  1. b) forsætlig forstyrrelse af disse arter, i særdeleshed i perioder, hvor dyrene yngler, udviser yngelpleje, overvintrer eller vandrer.

Det vil sige vi har en forventning om at Naturstyrelsen afspærrer et passende område som sikre ulvene fred, så hurtigt som muligt. Vi kan varmt anbefale at inddrage Forskerne ved Århus universitet, når det gælder områdets størrelse for at sikre ulven fred.

Du må meget gerne sende en bekræftelse af modtagelsen af denne henvendelse samt en forventet tidshorisont på jeres reaktion på ovenstående, da det haster.

Jeg ringer i morgen, tirsdag så vi har mulighed for at få afklaret eventuelle uklarheder.

Med venlig hilsen

Foreningen Ulvetid

Ole Pedersen

ULVETIDS OPFØLGNING PÅ BESKYTTELSE SAF DE YNGLENDE ULVE

Naturstyrelsen Vestjylland

Poul Ravnsbæk

Hej Poul

Foreningen Ulvetid har med tilfredshed konstateret at Det er besluttet midlertidigt at forbyde adgang til 275 ha. I Stråsø plantage.

Desværre må vi konstatere at det område der er valgt til at forbyde adgang, set i helikopterperspektiv efter vores mening ikke giver mening. Det er meget svært at se baggrunden for valg at afgrænsning af det valgte område, formen virker simpelt hen ikke logisk.

Af dokumentet J.nr 2420-00427 af 29.april 2020 fremgår blandt andet:

” Lovgivning som baggrund for afgørelsen af naturbeskyttelseslovens § 27, stk. 1 fremgår, at miljø- og fødevareministeren kan bestemme, at statsejede arealer, der er omfattet af lovens §§ 22 – 26, helt eller delvis lukkes for offentlighedens adgang, hvis særlige forhold taler derfor. Denne beføjelse er delegeret til Naturstyrelsen.

Individer af ulve er gennem habitatdirektivets art. 12, stk. 1, jf. bilag IV, beskyttet mod ”forsætlig forstyrrelse, i særdeleshed i perioder, hvor dyrene yngler, udviser yngelpleje, overvintrer eller vandrer.”

Desuden fremgår dette:

” Begrundelse for afgørelsen, Naturstyrelsen, Hovedkontoret har ved sin behandling af sagen bl.a. har lagt følgende særlige forhold til grund i forhold til det af afgørelsen omfattede naturområde:

  • At befolkningen i medfør af naturbeskyttelseslovens kapitel 4 har ret til døgnet rundt at gå såvel på og udenfor på veje og stier, at cykle på veje og stier egnet til cykling med en almindelig cykel og at ride på områdets større veje og i skovbunden.
  • At ulveforskere fra Naturhistorisk Museum, Århus og Århus Universitet, og som har ansvaret for tilrettelæggelsen af ulveovervågningen, overfor Naturstyrelsen har oplyst, at de har konstateret drægtig hunulv (Canis lupus)
  • At der, efter det overfor Naturstyrelsen oplyste, ikke andre steder end i Stråsø Plantage aktuelt er konstateret ynglende ulv her i landet.
  • At det hermed vil være tredje gang (2017-2018-2020), at ulven yngler/forsøger at yngle inden for området.
  • At befolkningen efter corona-nedlukningen i stigende omfang besøger området og som en konkret trussel mod ulvens ynglemuligheder, har en direkte opsøgende adfærd i området med ynglende ulve. Dette kan afstedkomme forsætlige forstyrrelser for ulvens ynglemuligheder.
  • At afgrænsningen af området beror på viden oplyst af ulveforskerne suppleret med en rekognoscering tidligere udført af Naturstyrelsen Vestjylland med henblik på at identificere områder, som må anses for de mest attraktive som skjul for ulven.
  • At det ifølge oplysninger fra ulveforskere er nødvendigt med ro frem til medio august inde i naturområderne for at sikre ynglesucces.
  • At offentlighedens adgang efter naturbeskyttelseslovens § 23, i medfør af § 27, stk. 1 helt eller delvis kan lukkes for adgang, hvis særlige forhold taler for det. Lukningsreglerne har altid været administreret restriktivt, fx hvis der har været tale om en overhængende fare.”

I ovenstående hæfter jeg mig specielt ved ordlyden: At afgrænsningen af området beror på viden oplyst af ulveforskerne suppleret med en rekognoscering tidligere udført af Naturstyrelsen Vestjylland med henblik på at identificere områder, som må anses for de mest attraktive som skjul for ulven.

Det handler ikke om ”områder der er mest attraktive som skjul for ulven”, men om ulvenes yngleområde. Altså specielt det sted hvor hulen er placeret, og det må forventes at ulvene vil føde deres hvalpe.

Ulvetid er glade for den positive ånd der hersker mellem os og NST Vestjylland. Omvendt føler vi at den måde det lukkede område er valgt på, tager udgangspunkt i andre interesser en at beskytte ulve. Det kan vi naturligvis ikke undlade at reagere på. Her tænker jeg i første omgang på MTB-banen. Man kan naturligvis argumentere for at ulvene valgte deres yngleområde på trods af MTB-banen. Men som der står i i ovenstående Begrundelse er trafikken i området øget på grund af Corona situationen, samt muligvis ulveturisme. Alt sammen noget der er med til at forstyrre ulvene. Hvis ulvene skulle finde på at flytte hvalpene fordi de føler sig forstyrret, er det absolut ikke uden risiko for hvalpene.

I den anledning søger vi hermed aktindsigt i følgende:

Sagsakter, notater m.m. vedr. beskyttelse af ynglende ulve i NTS Midt- og Vestjylland i periode 2016 til 2020″.

Aktindsigten omfatter også kommunikation mellem NST Vestjylland og andre offentlige myndigheder, som eksempelvis MST, DCE, Naturhistorisk Museum samt eventuelle andre eksterne videnskabelige rådgivere, (også private rådgivere).

Med venlig hilsen

Ole Pedersen

Formand for Ulvetid