Forskerne ved den nationale ulveovervågning, har som bekendt offentliggjort at der nu findes endnu et ulvepar i Stråsø Plantage. Da vi ved at Stråsø, bogstavelig talt, set i ulve-sammenhæng, er en Bermuda- trekant, og at ulvenes chance for at overleve længe nok til at opleve sommeren 2023, har Ulvetid skrevet til den nye Miljøminister, Magnus Heunicke.
Du kan se vores henvendelse her:
Kære Magnus Heunicke
Vi tillader os at henvende os til dig i det, der for dig kan virke ubetydeligt, men for mange mennesker er en meget vigtig del af naturen.
Jeg er formand for Foreningen Ulvetid, som arbejder for accept af ulvene i Danmark og for at løse de problemer, der er ved at leve sammen med ulve. Det gør vi med faktabaseret viden, som stammer fra internationale forskere, og ikke mindst forskerne i den Nationale ulveovervågning. Det skal i parentes bemærkes at vi også er aktive i resten af Norden.
Vi har tidligere, desværre uden større held, forsøgt at gøre opmærksom på de forpligtigelser, som Danmark er underlagt i forhold til EU med hensyn til den danske ulveforvaltning.
Vi håber på, at du, ligesom vi, er interesseret i at få bragt den danske ulveforvaltning i overensstemmelse med Habitatdirektivet, Vejledningen til Habitatdirektivet, samt de domme der er faldet i ulvesager ved EU-domstolen.
Den konkrete anledning til vores henvendelse er, at den nationale ulveovervågning har offentliggjort tilstedeværelsen af et nyt ulvepar i Stråsø Plantage, som også var det sted, hvor ulve for første gang oprettede revir i Danmark. Desværre er Stråsø Plantage også det sted, hvor flest ulve forsvinder mere eller mindre sporløst På få år er ikke mindre end 8 ulve, alle kendt på individniveau, forsvundet sporløst, hertil kommer et kuld hvalpe, som efter al sandsynlighed også forsvandt.
Det var i Stråsø, at en person skød og dræbte en 10 måneder gammel ulvehvalp i 2018. Efterfølgende blev han hædret af medlemmer af en lokal forening, som har til formål at komme af med ulvene i Danmark. Deres belønning for udåden var en medalje og 60.000 kr. Denne opførsel giver anledning til at retfærdiggøre mistanken om at ulvene i området bliver skudt.
Ifølge en videnskabelig rapport ”Where have all the young wolves gone”, forfattet af forskerne ved den nationale ulveovervågning, er de forsvundne ulve skudt.
Vi har dokumentation for, at ulvene sagtens kan leve og formere sig i andre egne af Jylland, hvorfor alt peger på at der finder en organiseret jagt sted i Stråsø.
De sidste års tid har en enlig hanulv opholdt sig i Stråsø. Nu er han ”fanget” på overvågningskameraer i selskab med en hunulv. Det vil formentlig betyde, at der kommer hvalpe lige omkring 1. maj – HVIS altså parret ikke bliver skudt.
Det er derfor vi henvender os til dig. Vi mener, at der skal tages helt andre beskyttelsesmetoder i brug end dem vi kender fra tidligere, hvis det nye ulvepar skal have en reel chance for at overleve. Hvis ikke de metoder, der har været anvendt til dato til at beskytte ulvene forbedres væsentligt, vil det nye ulvepar have endog meget dårlige odds for at opleve den danske sommer 2023
I henhold til Habitatdirektivet er Danmark rent faktisk forpligtet til aktivt at sikre ulvenes overlevelse og fred i yngletiden*. Det har været forsømt indtil nu, med katastrofale følger for ulvene i området. Hvordan myndighederne skal sikre ulvene i praksis, siger direktivet ikke noget om. Det er op den forvaltende myndighed at beslutte. Denne opgave varetages i Danmark af Miljøstyrelsen. Vi ved dog af erfaring, at Miljøstyrelsen er stærkt afhængig af de muligheder, der stilles til rådighed fra politisk hold.
Skal ulvene i Stråsø området sikres tilstrækkeligt iht. Habitatdirektivet, anbefaler vi bl.a. følgende tiltag:
- Forbud mod jagt i en omkreds af mindst 5 km. omkring ulvenes kerneområde, så snart dette kendes. Herunder forbud mod jagt efter mårhund med natkikkert. Vi ved fra tidligere tilfælde, at jægere kan tage fejl af det de skyder efter, og at en sådan fejltagelse ikke er usandsynlig i Stråsø-området.
- Politiets tilstedeværelse bør intensiveres.
- Kameraovervågning i det område, hvor ulven vælger at yngle. Dette punkt er en nødvendighed, hvis ulvene skal sikres.
* Referencer:
EU C(2021) 7301 ”Vejledning om streng beskyttelse af dyrearter af fællesskabsbetydning i henhold til Habitatdirektivet”, punkterne (2-6), (2-11), (2-12), (2-19), (2- 20) og (2-21)
EU Sag C-383/09 præmis 19 og 20, Kommissionen mod Frankrig
EU Sag C-674/17 (Tapioladommen) Præmis 26 og 27. Efter anmodning om præjudiciel afgørelse, fra øverste domstol i forvaltningsretlige sager i Finland.
For god ordens skyld skal det oplyses, at Foreningen Ulvetid d. 17. 07. 2021 har anmeldt de danske myndigheder, Miljøministeriet og Miljøministeren til EU-kommissionen for manglende beskyttelse af de danske ulve. EU referencenummer CHAP(2021)02874
Med venlig hilsen
Ole Pedersen
Formand
Foreningen Ulvetid
Maglemosen 1 – 4070 Kr. Hyllinge – Danmark
Tlf.: + 45 60613739
Mail: formand@ulvetid.dk
Hjemmeside: www.ulvetid.dk
Ulv i Danmark – Naturligvis